Jeg har allerede en del gode vaner.
Jeg drikker rigtig meget rent vand, jeg spiser grønt til stort set alle måltider. Jeg er ofte i fitness og er blevet bedre til at træne tungt og give den gas, når jeg endelig er der. Jeg forsøger at være bevidst om at spise sundt, drikker sjældent alkohol, sover mere og prøver at begrænse min tid hvor jeg glor på en skærm.
Men der er helt klart nogle (måske en del) steder hvor jeg kan forbedre mig. Og jeg har forsøgt at skrive nogle af mine realistiske hovedmål ned, og så må vi se om jeg kan overholde dem. Det vil aldrig være realistisk for mig at sige, at jeg aldrig må spise slik igen, at jeg skal træne hver dag, at jeg ikke må røre gluten og laktose, eller lignende. Men små gode vaner, som jeg kan overskue i hverdagen, det er realistisk for mig. 😊
I 2019 vil jeg:
Cykle oftere på arbejde.
Jeg arbejder primært hjemmefra, men møder to dage ugentligt hos en kunde, som ligger cirka 4 kilometer fra mig. Og jeg er så slem til at tage bilen! Nu har det også været kold og vådt, men på dage hvor der er tørvejr, kan jeg ligeså godt tage cyklen! Det er frisk luft til hovedet, røde kinder, gratis transport og fornyet energi som jeg får som tak, så det er bare at komme afsted 🤗
Gå flere ture udenfor.
Jeg elsker at gå ture og bor tæt på både skov og strand, så det er bare med at komme ud. Jeg får clearet tankerne, frisk luft til hovedet (Hvilket altid hjælper på min hovedpine), og ofte er det med min kæreste i hånden, hvilket giver anledning til en masse hyggelige samtaler. Hvis jeg går selv, så vil jeg være bedre til at lytte til et podcast, måske endda et, om gode sunde vaner!
Spise mere af de ting jeg ved er gode for mig, end dem jeg ved er dårlige for mig.
Det siger næsten sig selv, men jeg kan sagtens finde på at kværne en pose chips eller spise en halv pakke ristet hvid toastbrød med tandsmør. Og ”straffen” kommer altid kort efter. Ondt i maven, træthed grundet den store udsving i blodsukkeret og uoplagthed. Men jeg kunne ikke drømme om at sige, at jeg aldrig må gøre det igen. For det smager virkelig godt! Men jeg vil forsøge at begrænse det og fylde min mave med mere grønt, gode fedtstoffer og gode proteiner. Det smager også godt og giver mig overskud, pæn hud og lavere fedtprocent 😊
Lade slik og chips være en weekend ”treat”.
For er slik og chips (og andre snaskede snakcs) blevet en hverdagsvane for mig. Ikke at jeg tømmer en pose haribo hver aften, men det er blevet en vane, at spise noget når jeg hygger. Da jeg boede hjemme, så kunne jeg jo sagtens nøjes med slik om fredagen og lørdagen, hvor mor havde sørget for weekend snoller til os og så fik vi måske maks lidt kage i hverdagene, til eftermiddagskaffen. Den vane vil jeg gerne have igen! For mig fungerer det også at snacke gulerodstave med hummus eller nødder, så hvis jeg virkelig vil snacke, så er der heldigvis sunde alternativer!
Spise lidt mindre.
Jeg er et utroligt sulten menneske og kan nemt tage to portioner til aftensmad, eller spise fire skiver rugbrød med pålæg til frokost. Resultatet er ofte det samme – jeg bliver overmæt og træt, og bander opvasken langt væk 🤪Jeg vil forsøge at spise lidt mindre portioner, eller i hvert fald putte lidt mere grønt på tallerkenen og lidt mindre sovs 😜
Bade mere i havet.
Jeg bor i gåafstand til vandet og det vil jeg udnytte meget mere i 2019. Jeg har aldrig vinterbadet før, men nytårsdag hoppede jeg en tur i bølgen med gode venner, og følelsen bagefter var fantastisk. Kroppen fik en opkvikker, blodet susede rundt i kroppen og smilene og grinene var større, end inden vi sprang i. Det er selvsagt til sommer, at der forhåbentligt kommer en del strandture, men jeg tror også jeg oftere vil tage kæresten eller nogle veninder i hånden, og så dyppe kroppen i det kolde hav 🌊
Gå lidt tidligere i seng og stå lidt tidligere op.
Det sidste stykke tid har jeg ikke haft nogle super gode sovevaner, hvilket helt klart af smittet af på min energi og overskud. Jeg har længe gået i seng omkring kl 23.00 og står op når jeg vågner, og så har jeg rigtig svært ved at få gang i arbejdsdagen og mine dage smelter lidt sammen, uden for meget produktivitet. Jeg vil gerne gå i seng og stå op nogenlunde samme tidspunkt alle dage, f.eks. sove senest omkring 22.30 og så stå op kl. 07.00. Det er realistisk i forhold til min hverdag, og så kan jeg sove længe i weekenderne, hvilket oftest alligevel er til omkring 08.00-09.00, jeg vågner af mig selv.
Slukke min mobil og computer oftere.
Jeg arbejder med de sociale medier, hvilket gør at jeg stort set altid er online. Men nu hvor jeg har fået mere struktur i min virksomhed og hvilke kunder jeg har, så skal der også mere struktur på hvornår jeg er online. Jeg vil meget gerne kunne have en klassisk arbejdsdag fra 08.00-17.00 og så have mobilen og computeren slukket i tidspunkterne udenfor arbejdstiden og måske endda også i weekenderne. I stedet vil jeg bruge tiden på at snakke med personerne omkring mig, kigge op, se tv og nå ja – måske endda kede mig!
Prutte og bøvse mere.
Jeg prutter og bøvser mere end jeg nogensinde har gjort. Det skyldes uden tvivl min fantastiske kæreste, som i den grad også prutter alt hvad han kan 😅Han er sød til at komme med en highfive når jeg prutter og så griner vi af det sammen. Det bliver aldrig mødt med et ”ad” eller ”hvor er du klam og ufeminim”, hvilket gør, at jeg slapper meget mere af og uden tvivl har meget mindre oppustet mave og har mindre ondt i maven! Jeg gør det dog ikke når jeg er ude blandt andre mennesker, men hvis jeg synes jeg kan tillade mig det, så slår jeg lige en prut eller bøvs – det gør altså en verden til forskel, i min mave! 😊
Det var blot nogen af de sunde vaner, jeg vil forsøge at få og vedligeholde i 2019. Jeg håber de kan inspirere! 🤗
Du kan følge mig på Bloglovin, eller f.eks. tjekke min Facebook ud, hvor jeg deler spændende artikler og indlæg, min Instagram hvor jeg deler hverdagsglimt og inspiration, eller min Pinterest hvor jeg deler min egen inspiration. 😊
Leave a Reply